Med kunstprojektet ‘Her hvor Tiden slår sig Stille’ vil studerende fra GUX bl.a arbejde med dokumentation og iscenesættelse af det Grønlandske landskab - et af vores tids mest afbildede. Igennem tre måneder, har de studerende forud for udstillingen observeret og dokumenteret specifikke områder i landskabet i og omkring Nuuk. I samarbejde med kunstnerne, har de igennem en række workshops arbejdet med iscenesættelse, observation og fiktionalisering af virkeligheden. Gennem spekulative narrativer, reportage og billedmanipulation vil forholdet mellem de studerende og kunstnerne - de lokale narrativer og de udefra kommende observatører, undersøge individets position i en globaliseret virkelighed, hvor forholdet mellem ‘beskueren’ og ‘det beskuede’ er i hastig forandring. Med videoværket ‘techno portrætter’ vises de studerendes fremførelse af spekulative beretninger om fremtidens landskab på en bustur gennem et mørkt fjeld.

Louise Ørsted Jensen (f. 1993), er netop færdiguddannet ved Royal College of Art i London, og har udstillet i både ind- og udland, senest med udstillinger i London, Amsterdam og Wales. Gennem en kollaborativ praksis, komplicerer hendes værker forholdet mellem velkendte koncepter som natur, mennesker og teknologi. I grænselandet mellem autobiografi og fiktion udforsker hun individets agentur og kroppens politikker i en globaliseret virkelighed, og navigerer perceptuelle grænser gennem deltagerbaseret performance, installation og video.

Emilia Sølvsten (f. 1996) er uddannet danser og koreograf fra Paris og Berlin og studerer sin Bachelor på Kunstakademiet I Oslo. Hendes praksis tager udgangspunkt i tematikker knyttet til det socialt konstruerede og hvordan magtstrukturer indlejres i vores kollektive bevidsthed gennem medier og billedpræsentation. Emilia skaber overlapning mellem kunst- og naturoplevelser i et sammenspil mellem performance, video, videospil, skulptur og installation. Hendes arbejde udforsker desuden hvordan immateriel information kan benyttes skulpturelt, ved at lave rumlige situationer hvori betragterens krop og bevægelse sættes i spil.

Kunstudstilling
20. januar - 4. marts 2022
I Katuaqs udstillingsområde
Gratis entré

Sponsorer: Grønlandsbanken, Statens Kunstfond, Nuuk Lokaludvalg, Glashandler Johan Franz Ronges Fond

Indlæser ...

Nyhedsbrev og Notifikationer

Indtast email, vi sender email med instruktioner