Tikkili Pjettursson blev født i Niaqornat 5. august i 1957, som den ældste af en søskendeflok på fem drenge. Han er autodidakt tegner og billedkunstner.

Han gik i skole i Uummannaq og kom senere på teleskolen i Qaqortoq, men flyttede til Danmark uden at have afsluttet uddannelsen. Efter nogle ungdomsår i København og på Christiania vendte Tikkili i 1982 tilbage til Uummannaq.

Allerede fra barnsben brugte Tikkili megen tid på at tegne, og i mange år var det at tegne hans foretrukne kunstneriske aktivitet. Bl.a. har han tegnet pladecovers til musik CD’er for bandet Piitsukkut fra Aasiaat og udført de tegninger, som Uummannaq kommune gav dronningen i gave, da hun i 1989 var på officielt besøg.

Maleriet tog sin begyndelse i slutningen af 1990’erne, hvor den daværende borgmester Jens-Lars Fleischer ville have malet portrætter af de forhenværende borgmestre til at hænge på rådhuset. Det blev anledningen til, at Tikkili begyndte at male på lærred. Som udgangspunkt havde han ingen erfaring med at male portrætter. Så fik han den idé, som et forstudie, at male et portræt af Elisibannguaq Johansen efter et fotografi, der hang på museet. Dette portræt hænger nu på museet i Uummannaq. Derefter turde Tikkili sige ja til opgaven med at portrættere de forhenværende borgmestre.

Men de blev i lige så høj grad den grønlandske natur og menneskets aktiviteter i naturen, der blev fæstnet på lærredet. Men Tikkili har også gennem årene arbejdet med mere surrealistiske og ekspressionistiske motiver og gør det stadig.

De største bestillingsarbejder er portrætterne og en gave til regentparret, som de fik overrakt under et besøg i Uummannaq i 2004. Dette billede hænger på kongeskibet ”Dannebrog”. Ved et efterfølgende besøg i Uummannaq og i bygden Niaqornat i juli 2011 blev Tikkili igen bestilt til at male et billede til regentparret. Maleriet var et motiv fra Niaqornat, som de fik i forbindelse med besøget i bygden, og de blev meget begejstrede – både for bygden og for maleriet!

Kommunen har også bestilt malerier som gave til venskabsbyerne Helsingør og Granville i Frankrig. Børnehjemmet i Uummannaq har ligeledes brugt malerier af Tikkili som gaver til prominente personer fra hele verden, når de har besøgt Uummannaq og børnehjemmet, f.eks. fyrst Albert II af Monaco.

De seneste bestillingsarbejder er gaver til FN’s forhenværende generalsekretær Ban Ki-moon, daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og daværende statsminister Aleqa Hammond, da de var officielle gæster i Ilulissat og Uummannaq forud for FN’s klimakonference i New York i september 2014.

Senest har Tikkili udført to store bestillingsarbejder til Polar Seafoods lokaler i Nuuk.

Langt de fleste af Tikkilis malerier er imidlertid i privat eje først og fremmest i Grønland, Danmark og Frankrig, men også mange andre steder i verden.

I 2017 fyldte Tikkili 60 år og i den anledning blev der arrangeret en fødselssagsudstilling på Uummannaq Museum. Det er denne udstilling, som nu vises på Katuaq.

Indlæser ...

Nyhedsbrev og Notifikationer

Indtast email, vi sender email med instruktioner