Katuaq 23 år - Piitannguaq 30 år
Den 15. februar 2020 fejrer Katuaq sine 23 år som Grønlands kulturhus. På denne dag står komikeren Piitannguaq Alaufesen for to shows i Hans Lynge Salen, hvor han optræder med sine kendte karakterer. 2020 er også året, hvor Piitannguaq Alaufesen kan fejre 30 år på scenen.
”Katuaq har en helt specielt plads i Grønland, lige midt i kulturlivet og centralt i hovedstaden. Gennem de sidste 23 år har Katuaq bragt en hel masse fantastiske oplevelser med sig, og til hverdag er det mødestedet for alle, store som små. I Katuaq tror vi på at kultur styrker mennesker og mennesker styrker kulturen. Det er grundlaget for vores arbejde og eksistens”, udtaler direktør for Katuaq, Arnakkuluk Jo Kleist.
Piitannguaq – ”Vi skal opmuntres!”
Legenden og stjernen Piitannguaq. Vi kender ham som manden med de mange skæve karakterer og som vi har knyttet et stærkt bånd til. Piitannguaq Alaufesen er uden tvivl en af Grønlands største komikere, som folket elsker og har grædt af grin over igennem nu 30 år. Han blev udødeliggjort i teaterforestillingen Mikialai Utizai Kutsun, hvor han med sine charmerende karakterer gik lige i hjertet på publikum. Her er han blevet siden og har turneret landet tyndt. Nu er han klar med sit one-man-show for at fejre sine 30 år på scenen.
Som en komisk portrættering af samfundsaktuelle tilstande, møder vi i showet fire forskellige personer og får indblik i deres dagligdag og hvad de er gået igennem i deres liv.
Man kan forvente et verbalt og fysisk komedieshow der giver mavemuskler.
Billetter til Piitannguaq Alaufesens show kan købes gennem katuaq.gl eller ved henvendelse i Katuaqs reception.