Katuaq udgiver jubilæumsbog ifm. kulturhusets 20 års jubilæum. I denne har Katuaqs samarbejdspartnere, sponsorer, tilskudsgivere og brugere udtalt sig om hvorfor det er vigtigt at have et kulturhus og hvad Katuaq har betydet for dem. Bestyrelsesformand for Katuaq Uju Petersen siger:
“Bogen viser både hvor meget Katuaq har udviklet sine aktiviteter og om hvor vigtigt det er at have et kulturhus. Katuaq har helt fra begyndelsen trukket mange forskellige målgrupper ind til oplevelser i alle genrer. Katuaq er også blevet et mødested, både for befolkningen der benytter sig af Cafétuaq og for virksomheder som benytter Katuaq som møde- og konferencested. Denne multifunktionalitet er god for Grønland og er også en forretningsmodel vi ser i mange andre nordiske musik- og koncerthuse. Bogen viser udfra de mange udtalelser, synes jeg, at Katuaq er lykkedes med dette”.
Direktør for Katuaq, Julia Pars tilføjer:
“Vi synes det er vigtigt at Katuaq er alles kulturhus, fra børn til voksne og et kulturhus hvor du både kan opleve arrangementer for et smalt publikum og for den brede målgruppe. Katuaq vægter kulturhusets alsidighed meget højt og mener at oplevelser der leveres af det stærke grønlandske kulturliv sagtens kan gå hånd i hånd med anvendelsen af huset som møde- og konferencested. Dette synes jeg at bogens indhold også underbygger”.
Bogen, hvis trykomkostninger Nunafonden har støttet, er gratis og er i disse dage på vej ud pr. post til institutioner og virksomheder og kan fås ved henvendelse i Katuaqs reception.
Hent e-bogen.